KEMOEN HAR GIVET HENDE SAMME FRISURE SOM SIN KÆRESTE
trekantbar
Day har haft Trekant Bar i 19 år. Han er lige kommet hjem fra en rejse. I 8 måneder har han studeret under sin læremester, der har undervist ham i det menneskelige sind. På et stykke papir i baren, tegner han bjælker, der illustrerer et hus. Samtidig med at han forklarer, serverer han øl for Peter og Henrik, der spiller om omgange ved billardbordet. På sin rejse har Day taget eksamen i, hvordan man forener lægevidenskab, ernæring, naturmedicin og forfædrenes overleverede erfaringer. Før han kunne bestå, skulle han blandt andet svømme 2 km i havet og løbe 21 km i sandet på Khem stranden på Phú Quoc i Vietnam. Men han er ikke tæt på at være færdig med at lære. “Hvis du har et problem med en person, er det måske dig selv, der skal ændre dig. Hvis man ønsker, at andre ændrer sig, bliver man ulykkelig,” siger Day. Væggene er pastelgule og i et askebæger brænder en cigaret ud. Gardinerne har et mønster, der er blevet moderne igen, og sukkulenterne i vindueskarmen ser ud til at trives i klimaet på Trekant Bar. Ved et af træbordene bliver der kvidret lystigt. Helle har altid haft langt hår, men nu har kemoen givet hende samme frisure som hendes kæreste, Bager Ole. Hun er rask nu, og hun var heller ikke tæt på at dø, men det er, som om hun alligevel har noget, hun skal nå, inden det er for sent. Der er meget, hun gerne vil vide, og falder svarene ikke hurtigt nok, indhenter hun tid ved at komme med forslag til et svar. Der er gået en ihærdig Ulla Terkelsen tabt i hende, men nu og da må Bager Ole også have et ord indført, og han afbryder og udbryder, at han ikke vil have grisehaler på sin forestående fødselsdag. De to mødte hinanden for 10 år siden. Peter og Henrik er blevet færdige med at spille billard, og Peter sætter sig også ved bordet. Han glatter sit skæg. Trækker overskægget ud i hver sin retning, som en kanonkonge med cykelstyr. På hans arm står “PETER” med tribal bogstaver, og han viser to ting frem på sin telefonskærm. En film fra en aften for et stykke tid siden, hvor han og en ven danser til Boney M i en lejlighed i nærheden, og et billede fra dengang han var 21 år og var udsendt med lyseblå baret i Eksjugoslavien.