Der hænger omkring 2200 øletiketter i loftet på Postgaarden, en enkelt etikette er fra før svastikakorset blev upopulært, flere er mere end hundrede år gamle. De stammer fra en tid, før der fandtes internet. Fra en svunden tid, hvor en hvid og blåtommelfinger af pixels ikke kunne gøre det ud for ord. Hvor nysgerrighed og interesse ikke blev transmitteret i koder gennem overjordiske og undersøiske ledninger. Ja, en analog tid, hvor selv misbilligelse krævede øjenkontakt – eller fraværet af den. Som på så mange andre af de brune værtshuse, er nysgerrighed og indlevelse ikke en mangelvare. Ninna skriver “Asavakkit” (”jeg elsker dig” på grønlandsk) på et stykke papir og skænker et smil, som manden for enden af baren ikke overser. Engang var Postgaarden et toldkontor, i dag er det en forlængelse af mange lokales dagligstue. “Hvis du ikke har nogen at være sammen med, så er der altid nogen her. Vi åbner kl. 07 hver morgen, og ofte kommer gæsterne inden,” siger Tina. Hun har været bartender på Postgaarden i 7 år. Om halsen bærer hun en guldhalskæde og om håndleddet tatoverede bogstaver for hvert af sine fem børn. Hun elsker stedet og byen. Og det er gengældt. Når Tina cykler gennem gågaden, oplever hun tit, at folk kalder hendes navn og hilser. Hun er fra Holbæk, men nu vil hun aldrig væk fra Hjørring. Nieburg var ved at dø, da han var barn. Han havde en tumor i hjernen, så stor som et vellagt hønseæg. Han blev opereret i baghovedet på Aarhus Universitetshospital og blev givet et liv, som han har brugt fornuftigt. Han har rejst, danset og altid været beskæftiget. Og han er sådan én, som folk ringer til, når de er i nød, for det gør ham godt at hjælpe andre. Han kan ikke selv huske noget fra den tid, hvor han som 5-årig var indlagt, men han har fået fortalt, hvordan hans forældre kom på besøg hos ham, når de endelig fik kørelejlighed hjemme fra Hæstrup.