OG BESLUTTE OS FOR
HINANDEN
bondestuen
Første gang Kim fik tilbudt at overtage Bondestuen, sagde han nej. Men han kunne ikke forene sig med tanken om, at et sted som dette skulle blive revet ned, bygget om, gå tabt. Kim er selv kommet her som helt ung. Efter 25 år som langturschauffør kom han hjem og overtog Bondestuen. “Det er vigtigt at bevare de her steder. De er tidslommer, hvor tingene ikke forandrer sig så hurtigt, som de gør i verden udenfor. Det tiltaler mange mennesker, og vi kan i hvert fald se, at det tiltaler de unge her i byen,” fortæller han. Sammen med ham bag baren står Mie, hans hustru – de unge kalder hende Mie-mor. Når hun rømmer sig, strammer de ballerne for en kort bemærkning, og når deres verden går i koks, deler hun rundhåndet ud af sin tid og omsorg. “Bare fordi de går ud af døren, betyder det ikke, at vi har sluppet dem. Mange af dem er på Snapchat med mig, og vi har også et godt samarbejde med politiets Flex Patrulje. De unge ved godt, at vi har nultolerance over for stoffer her på stedet,” siger Mie. Der er grønne plyssæder i båsene og kobberlamper i loftet, og publikummet er alsidigt. “Vi har gæster, der kommer ind direkte fra marken i arbejdstøj og træsko, vi har turister, unge og gamle, og snart får vi igen besøg af en flok 50-års-jubilarer fra Thisted Gymnasium,” siger Kim.
Hvis bargæsterne Jacob og vennen, Phillip, skal nå at få lavet den klub, de vil kalde ‘De Fulde Fædre’, skal de til at have sig nogle børn, men allerførst en kæreste. Jacob ville helst møde hende ude i virkeligheden, for Tinder, Happn, Badoo og de andre apps er bøvlede og overfladiske, synes han. “Det ville være så meget nemmere, hvis vi bare kunne møde hinanden, danse, have det sjovt og beslutte os for hinanden. Det er som om, at alting er én stor buffet i dag, og man venter hele tiden på, at se om der bliver båret noget bedre ind på et sølvfad lige om lidt. Man skal helst have prøvet det hele af, inden man beslutter sig. Det er moderne, men også meget besværligt,” konstaterer Jacob.