Bente har 18 vagtelæg med, de står i en æggebakke, der er for stor til dem. Hun har taget dem med til Måvens, som elsker dem. Han havde selv engang vagtler, men en dag var vinden hård som i New Orleans, og ruderne i vagtlernes drivhus blev blæst ind, og væk var de, vagtlerne. Så Måvens har glædet sig meget til at spise vagtelæg igen. Af de 18 han har fået, vil han nyde nogle samme dag og tage halvdelen med på job i lastbilen i morgen. Tomme flasker byttes til fulde for et kryds på klippekortet, og det eneste, der lyder af mønters raslen, er når spillemaskinerne udbetaler et beløb i spillerummet ved siden af baren. Lyden af sejrsjubel udebliver, men der var én gang, hvor Engelhart indkasserede 6000 kr. i ét spil. Dem brugte han på en ny vaskemaskine og en ny tørretumbler. “Alle værtshuse har deres egen stemning, noget der er uafhængigt af klientellet. Her på Havkroen, skal du fucke op mange gange, før du ikke er velkommen igen,” siger Dorthe, eller Dut, som hun hedder blandt venner. Hun er ægte Asaabo og kom første gang på Havkroen, da hun var 12 måske 13 år. “Så var man der. Så fik man kæreste på. Det kører sgu fint. Det var fest, liv og glade dage.” Hun peger på et bord bag sig. Der står en forårsbuket i et 1-liters ølkrus i dag, men det var også der, de sad, den aften de besluttede sig for, at de godt kunne køre hjem. Kort tid efter torpederede de et hus i Voerså, og alt blev smadret. Hendes ribben og hendes kraveben og hendes lunge. Arret fra operationen, da de satte Duts kæbe sammen igen, kan stadig anes. Efter ulykken tog hun væk. Hun boede i Hanstholm med en mand, arbejdede med fisk og fik sine tre børn. Men en dag fik hun hjemve og tog hjem til Asaa. Her er hun født, og her vil hun være.