Der findes steder, der er konserveret i latter og spiritussen fra bankende hjerter.
Der findes steder, hvor man, når man ikke kan se sig selv, kan blive set af de andre.
Hvor stolen glider hen over gulvtæpper, og de spørger: Hvem er du?
Kan du høre jukeboxen allerede?
Den spiller Gasolin, Rolling Stones, Helmig, CV, John Mogensen og noget med Anne, Sanne og Hanne.
Klokken i baren ringer ind til frikvarter og lader dig, for en stund, glemme, at der falder bomber over børn og at skattetrykket ikke er en solidarisk størrelse. Hvor træpaneler i ædeltræsfinér barrikaderer mod stolens dans over væggen. Hvor indbyggede, melerede, melaminbelagte vindueskarme har fået lov at stå i al deres storhed og hvor det ikke er rigtigt godt, hvis ikke der er slidspor i gulvtæppet. Fra tunge skridt, fra dans, fra livet.

Lokalets krydrede perfume har hentet minder i dit baghovede, minder fra en tid før tastaturkrig, pixeleret selvhøjtidelighed og vor tids moraliserende missionsbefaling. Her er ingen huddraperede, sandhedssvulstig politikerselfie, men analoge samtaler og ét er indlysende; at mennesker vil hinanden det godt, når de kommer hinanden ved i kød og blod.
Horisonten er ikke ved skærmen, men i de endeløse samtaler og menneskers landskab. I en ureguleret tidslomme kan du åbne din verden og blive ven med en, der ikke ligner dig selv eller ekkokammeret fra dit feed.

Det eneste filter, du finder her, er genskæret fra de rødbrune vægge, røgens dis og måske en promille i øjenkrogen.
Og du har aldrig været smukkere.