I 1960’erne og 70’erne var Sæby værtshushovedstaden i Vendsyssel. Dengang kom der på gode uger 1000 mennesker til lille Sæby hver weekend. For at gå til bal på Skovlyst, Kilden, Lanternen, Hillers eller andre steder. Sæbynitterne tog imod folk fra oplandet med arme så åbne som tunnelen under Limfjorden, som slusede godtfolk sydfra ind i Vendsyssel. Dengang åbnede værtshusene kl. 06, folk fra alle samfundets lag kom og fik én til det ene ben og én til det andet ben, før de gik på fabrikken eller på hjørnekontoret. Nu hænger de tidligere stamgæster tegnet med blyant på Hillers vægge. “Vi ser efter hinanden, og vi er jo hinandens familie, når man ikke har andre. Vi er alle lige her. Vi griber hinanden, og der er uden tvivl mennesker, der bliver glemt, hvis de brune værtshuse forsvinder,” siger 60-årige Søren Birdy. Stamgæsten Røg er her også. De andre siger, at han ikke har været ædru, siden han var 14 år. Det var den lørdag, han blev konfirmeret og dagen efter. Blå mandag drak han igen, og han har drukket lige siden. De griner og ser på ham, som når man har ringet to gange med klokken, og det er sidst på måneden. Røg ser på dem, som man ser på en bartender, der råber sidste omgang før kl. 18 og siger “ja ja, ja ja,” griner lidt, trækker lidt i ansigtet og bliver så lidt stille, men svarer, at det næsten er rigtigt. “Min mor døde dagen før min konfirmation, og mine onkler tog mig med på værtshus. Præsten ville ikke konfirmere mig, fordi jeg var fuld, men fatter slog en knytnæve så stor i bordet, at jeg alligevel blev konfirmeret.” Roy Henrik Christiansen, som Røg egentlig hedder, er den sidste original i Sæby, og Hillers er hans yndlingssted. Hvis ikke han dukker op i løbet af formiddagen, kimer hans telefon. Hvis ikke han svarer, smutter de andre rundt om hjørnet og banker på hans dør. Og hvis det er blevet sent, og benene ikke vil mere, sørger de også for, at han kommer i seng. Sådan er det her. Du får ikke lov at falde igennem eller falde fra sådan uden videre.